Aalborg Universitet
Landinspektøruddannelsen
Esben Munk Sørensen
Oktober 2006
I foråret 2006 fokuserede 3 specialer og et 8.
semesterprojekt på forskellige aspekter af dansk jordfordelingspraksis og -potentiale.
- Jordfordeling og nationalparker
- Vildsted Sø
- Frivillighed ved VMP2 jordfordeling.
- Jordfordeling og landdistriktsprogrammet.
Projekterne fik alle fine karakterer til sommereksamen 2006 fordi der var tale om solid faglig erfaringsindsamling og konkrete, anvendelige forslag til innovation.
Flere af projekterne fik omtale i dagspressen (avis og TV- se nedenfor):
Endvidere fulgte en tjekkisk PhD-studerende, Maria Kovandova et halvt års studier på Aalborg Universitet, hvor hun sammenlignede danske og tjekkiske fremgangsmåder for gennemførelse af jordfordelingsprojekter. Resultatet af hendes arbejde præsenterede hun på FIG 2006 i Munchen.
I løbet af foråret blev der arrangeret fælles studieture, symposier og faglige samtaler mv. mellem de 4 grupper. Nedenfor angives de 4 projekttitler med link til deres rapporter mv.
Af
Ann-Marie Frydendal Sørensen
Bolette Helms Skieller
Flemming Svenstrup
Dette projekt tager
udgangspunkt i slutrapporten fra Den Nationale Følgegruppe vedr.
nationalparker i Danmark, hvor jordfordeling anbefales som et centralt
virkemiddel til implementering af nationalparker. Med baggrund i anbefalingen
undersøges ved et casestudie af pilotprojektet Lille Vildmose Nationalpark,
hvordan jordfordeling konkret kan anvendes til implementeringen. Denne konkrete
problemstilling fordrer en viden om jordfordelingsinstrumentets
anvendelsesmuligheder, hvilket opbygges i den første fase af projektet. Det
klarlægges, at jordfordeling hovedsageligt er blevet anvendt til arronderingsforbedring, mens jordfordeling i dag også
anvendes til bevaring og forbedring af natur- og miljøværdier i det åbne land.
Desuden redegøres for
den gældende jordfordelingsprocedure og den ejendomsmæssige forundersøgelse som
fremgangsmåde til klarlægning af lodsejeres holdning til det pågældende
projekt, der ønskes gennemført. I casestudiet udvælges de heltidslandmænd, der
bliver mest begrænsede af en evt. nationalpark til videre analyse. Dermed
udvælges problemstillinger, der kan genfindes i andre
naturforvaltningsprojekter, hvormed den genererede viden kan
anvendes
i lignende projekter. Der foretages
interview af i alt syv lodsejere med henblik på at klarlægge deres holdning til
projektet samt deres ønsker og krav i forbindelse med en evt. realisering af
nationalparken. De
interviewede lodsejere er generelt meget negativt stemt over for
projektet, og såfremt nationalparken skal realiseres, ønsker hovedparten af de
interviewede lodsejere ikke at fortsætte landbrugsdriften i området. I
løsningsforslaget, som har karakter af en jordfordelings plan II, foretages en
udflytning af fem lodsejere. Disse lodsejeres arealer foreslås delvis overtaget
af en lodsejer for hvem, der foreslås oprettet en stor velarronderet
ekstensiv græsningsejendom, mens de resterende arealer foreslås overtaget af
eksempelvis nationalparken eller en fond, med henblik på etablering af
græsningsordninger.
Værditabsskønnet til
realisering af projektet inden for delområdet anslås til ca. 90 mio. kr.,
hvilket dog kan nedbringes ved oprettelse af et begrænset antal natur- og
fritidsejendomme. Til sidst i projektet udnyttes erfaringerne opnået gennem
projektarbejdet suppleret med erfaringer fra andre projekter til at komme med
generelle anbefalinger vedr. anvendelse af ejendomsmæssige forundersøgelser og
jordfordeling. Det anbefales bl.a., at den ejendomsmæssige forundersøgelse også
benyttes ved implementeringen af nationalparker og andre lignende
naturgenopretnings- og naturbeskyttelsesprojekter.
Rapporten om Jordfordeling i Lille Vildmose (32 MB)
http://www.land.aau.dk/~ems/lille-vildmose/lillevildmoserapporten.pdf
Der var en avisomtale om dette projekt. Artiklen kan ses på:
http://www.land.aau.dk/~ems/lille-vildmose/ann-vildmose.pdf
En af de studerende var også i Regional TV om deres arbejde. Indslaget kan ses på adressen (fordrer Medieplayer-husk lyd) og er en diskussion mellem en landinspektørstuderende, en landmand og viceamtsborgmesteren (V).
http://www.land.aau.dk/~ems/lille-vildmose/ann-nordjyske-2006-07-13.wmv
Af
Anne Damgaard
Peter Foged
Vilsted
Sø i Nordjylland genoprettes i 2006 og 900 ha landbrugsjord forsvinder. Det er
et af de store naturgenopretningsprojekter i Nordeuropa.
Alligevel sker denne naturgenopretning med frivillig tilslutning fra de landmænd, der afstår landbrugsjorden.Dette undrer sikkert mange. Men forklaringen er enkel. I Vilsted Sø har man anvendt jordfordelingsforhandlinger frem for blot at udbetale erstatninger og holde ejere skadesløse.
Forskellen
mellem blot at udbetale erstatninger og så gennemføre
jordfordelingsforhandlinger er stor. Ikke i arbejdsomfang, men i fremgangsmåde.
Når
der skal ekstensiveres landbrugsjord af den ene eller anden grund – en ny vej,
skov, sø eller naturområde – udløses erstatning eller kompensation. Når ejerne
– af hensyn til almenvellet – skal stoppe med en aktivitet på et areal
udbetales en sum penge – tilskud eller erstatning.
Det
er den almindelige fremgangsmåde, som udløses af bureaukratisk tænkemåde, hvor
landmænd blot er parter i en sagsbehandling.
Men
når jordfordelingsforhandlinger anvendes ved projektgennemførelse sker der
noget andet. Her forhandles med mennesker og deres ønsker til fremtiden er
omdrejningspunktet. De mennesker, der lever i og af landskabet. Planlæggeren
møder de berørte i en ligeværdig proces. Og med deres fremtidsønsker søger man
at finde løsninger, der kan give deres fremtid perspektiv. Og lige så
forskellige som mennesker er, ligeså forskellige i detaljer er de frivillige
aftaler, der indgås i jordfordelingsforhandlinger. Nogle vil gerne sælge jord
og andre ønsker erstatningsjord. Men fællestrækket er at deres fremtid og
ønsker respekteres og imødekommes.
Denne
bog fortæller om den ”restrukturering” af ejendomsbilledet i Vilsted Sø, der
førte til at naturgenopretningen kunne gennemføres med frivillige aftaler. Uden
denne genopbygning af ejendomsforhold i forhandlinger med ejerne kunne
naturgenopretningen ikke være gennemført så smidigt og med opbakning fra dem
der lagde jord til projektet. De gjorde det muligt. Udgivelsen af bogen er
støtte af Direktoratet for Fødevareerhverv og Aage V. Jensens Fonde.
Bestillingsfolder til bogen fra Aalborg Universitetsforlag. http://www.land.aau.dk/~ems/vildsted-soe/flyer.pdf
Avisomtale af jordfordelingssagen Vilsted Sø – planlægger og bog.
http://www.land.aau.dk/~ems/vildsted-soe/nordjyske-thaysen-bogomtale.pdf
Anmeldelse af bogen om Vildsted Sø i Tidsskriftet Landinspektøren
http://www.land.aau.dk/~ems/vildsted-soe/bogomtale-landinspektoeren.pdf
Det komplette rapportmateriale med bilagsrapporter findes på adressen:
http://projekter.aau.dk/PDB/projects/Evaluering_af_jordfordelingerne_i_Vilsted_Soe-projektet/
Billede af Løgstørs borgmester, Nordjyllands Amtsborgmester og Miljøminister Connie Hedegård, der på indvielsesdagen for Vilsted Sø modtager udgivelsen fra Universitetsforlaget.
Af
Tue Pelle Christiansen
Asbjørn Hoff Ringgård Lauridsen
- En analyse af forhold, der har indflydelse på lodsejeres motivation
til indgåelse af frivillige aftaler i forbindelse med Vandmiljøplan 2 –
jordfordelinger.
Dette projekt omhandler en undersøgelse af forhold, der motiverer eller
demotiver lodsejere til frivilligt at deltage i offentlige natur- og
miljøprojekter. Derudover undersøges det også, hvorledes jordfordeling kan
anvendes i forbindelse med denne type projekter i fremtiden. Konklusionen er at
flere forhold har indflydelse på lodsejernes frivillige deltagelse, hvor
jordfordeling er den største motivationsfaktor, mens manglende
erstatningsjord og uhensigtsmæssigheder i forbindelse med
ekspropriationsbestemmelserne er de største
forhindringsfaktorer. Løsningen på disse problemstillinger, findes i en
større politisk opmærksomhed på strategiske jordopkøb og indførelsen af en klar
ekspropriationshjemmel
i Jordfordelingsloven.
Rapporten kan downloades fra adressen:
http://www.land.aau.dk/~ems\jordfordeling-vmp2\frivillighed.pdf
Af
Mogens Lykke Christensen
Niels Nørgaard Nielsen
Jordfordelingsarbejdet
har siden omlægningen til landdistriktsprogrammet i 2003 oplevet et fald i
antallet af traditionelle jordfordelingssager. I projektets indledende fase undersøges
hvilke barrierer jordfordelingsarbejdet står overfor, og som er skyld i det
faldende sagsantal. Implementeringen af
landdistriktsprogrammet og heraf følgende krav om natur- og miljøforbedringer
i jordfordelingerne
identificeres som værende en af de væsentligste barrierer. Sigtet med dette
projekt er, for det første at redegøre for baggrunden for indførelsen af naturog
miljøkravet,
implementeringen af kravet i lovgivningen og administrationen heraf. For det
andet vil der, ud fra den indhentede viden og erfaring, blive opstillet en
løsningsmodel til sikring
af at
landdistriktsjordfordelingerne lever op til de nye krav til natur- og
miljøforbedringer. Dette udmønter sig i projektgruppens udarbejdelse af et
tjekskema, med tilhørende vejledning
og idékatalog.
Tjekskemaet er udarbejdet til anvendelse af jordfordelingsplanlæggeren i
forbindelse med udfyldelsen af jordfordelingsansøgningen, og vejledning, samt idékatalog, anvendes
til
inspiration for udfyldelsen af tjekskemaet og sikring af et adækvat formuleringsteknisk
niveau.
Rapporten kan downloades fra adressen:
www.land.aau.dk/~ems\jf-landdistrikt\jf-landdistrikt.pdf
Præsentaton af de studerendes projekt fra afgangseksamen kan downloades fra:
www.land.aau.dk/~ems\jf-landdistrikt\projektpraesentation.ppt