Randall Collins

Max Weber - personen og forfatterskabet

Oversat af Jens Hjort Andersen og Tom Havemann
Hans Reitzels Forlag
KAPTEL 5

Webers syn på social forandring

Et af de ironiske kendetegn ved Max Webers ry er, at nogle af hans bedste bøger er blandt de mindst kendte. Sådan forholder det sig især, hvis man vil danne sig et overblik for at finde ud af, hvad han i grunden mente om verdenshistoriens faktiske processer. Det meste af det, han skrev, var specialiserede studier i forskellige samfundsaspekter. Selv om hans studier i Kinas og Indiens religioner og i den antikke jødedom er ganske omfattende, er de ikke desto mindre anvendelser af hans ideal- typemetode, idet de bevidst kun giver et delvist overblik over alle de faktorer, der opererer i socialhistorien. (Som vi skal se i det næste kapitel, omfatter hans detaljerede arbejde om den antikke jødedom imidlertid ganske mange dimensioner.) Wirtschaft und Gesellschaft er mere omfattende; den er imidlertid ikke historisk, men analytisk organiseret omkring forskellige temaer, i og med at den er et encyklopædisk værk. Der er især to bøger, i hvilke Weber fremstiller sit historiesyn, selv om de hører til hans mindst kendte arbejder. Det drejer sig om hans Agrarverhältnisse im Altertum — der kombinerer en forelæsning fra perioden umiddelbart inden hans sammenbrud, 1896, og et bind om det antikke Ægypten, Mesopotamien, Grækenland og Rom, som han udgav i 1909 — og Wirtschaftsgeschichte, der er en udskrift af en række forelæsninger, han holdt i sit sidste leveår, 1919-1920.

Tilsammen giver disse værker et detaljeret billede af verdenshistoriens faktiske mønster, som Weber opfattede det. Det er ikke helt, hvad man ville forvente, især hvis man nærmer sig
95 
Weber med en forudindtaget idé om, at han vil give en idealistisk fortolkning af historien, der betoner de religiøse ideers uafhængige magt, eller i det mindste en overordnet bearbejdning af rationaliseringsteorien. I stedet finder vi en sociologisk analyse, der fremhæver sociale institutioner og materielle forhold. Det er et synspunkt, der ligger tættere på Marx og Engels end på det stereotype billede, der er afledt af Den protestantiske etik, selv om det er en mere kompleks og flerdimensional fremstilling af materielle og sociale forhold end den, man finder hos de marxistiske teoretikere. Den materielle verden er ikke kun økonomisk, men også geografisk. Sociale konflikter og dominans ytrer sig ikke kun i klassekampe, men også i militære organisationsformer. Religionen er også med i billedet, dog mindre som fritflydende ideer end som en række selvstændige organisationer og interessegrupper, hvis holdninger hidrører fra en given politisk og social struktur. Bøgernes ideer er ikke blevet fuldt udviklet i den sociologiske litteratur, fordi de er så lidt kendte. Agrarverhältnisse im Altertum og Wirtschaftsgeschichte rummer en betydningsfuld teori, eller række af teorier, der stadig venter på at blive stykket sammen. Weber fremfører selv sine teoretiske pointer under gennemgangen af det historiske materiale snarere end i en konkluderende, teoretisk diskussion. De, der ønsker en virkelig tilbundsgående og forklarende teori om den historiske forandring, kan kun betragte disse bøger som en sand guldgrube. (Den marxistiske sociolog Perry Anderson (1974) er den eneste, der har gjort brug af Webers Agrarverhältnisse im Altertum, hvilket viser, hvor tæt den er på en udvidet materialistisk teori.)

I det følgende vil jeg kun skitsere nogle af disse bøgers vigtigste pointer. Weber er mest berømt for sine teorier om kapitalisme, så jeg vil hovedsageligt koncentrere mig om den fuldstændige model, der findes i sidste del af Wirtschaftsgeschichte. Vi vil arbejde os baglæns, fra den mest udviklede form for rationel kapitalisme til dens forudsætninger og gennem leddene i en kæde af forudgående årsager. Denne bagudrettede bevægelse fører os i sidste ende til Agrarverhältnisse im Altertum,
96
der behandler de antikke Middelhavssamfund. Dette er faktisk det emne, Weber vidste mest om, fordi han indledte sin karriere ved at specialisere sig i det antikke Rom og dets landbrugsøkonomi. Jeg vil her kort diskutere Webers teorier om de geografiske forholds indflydelse på såvel de økonomiske som de militære strukturer og undersøge den antikke kapitalismes natur, inklusive dens indre konflikter og dens undergang. Der er andre vigtige idegrupper i disse to bøger, som jeg ikke kan behandle. Weber har fx en meget slående politisk teori om familien og de seksuelle forhold, en demokratiteori, en teori om klassekonflikter og en teori om, hvordan religiøse ideer formes. Analysen begynder med hans teori om den moderne kapitalismes udvikling.

Den rationelle kapitalismes opkomst

Ifølge Weber (1961:207-208, 260) er kapitalisme tilfredsstillelsen af menneskelige behov ved enterprenante metoder, dvs. ved at private virksomheder søger at opnå profit. Der er tale om en udveksling med henblik på nettofortjeneste snarere end om tvungne bidrag eller traditionelt fastsatte gaver eller handler. Som alle Webers øvrige kategorier er kapitalisme et analytisk begreb. Kapitalisme kan findes som en del af mange historiske økonomier og kan spores så langt tilbage som til det antikke Babylonien, men den blev først den uomgængelige form for tilvejebringelsen af livsfornødenheder i vesteuropa omkring midten af det nittende århundrede. Nøglen til denne omfattende og økonomisk dominerende kapitalisme er den „rationelle og permanente driftighed" karakteriseret ved „rationel kapitalberegning".

Weber anvendte selv begrebet „rationalisme" i en række forskellige betydninger. I forbindelse med hans institutionelle teori om kapitalismens udvikling behøver vi dog kun at beskæftige os med en af disse betydninger. Weber siger (1961:207), at det „rationelle kapitalistiske foretagende er et foretagende, der hvi-
97 
ler på kapitalregnskab, dvs. et foretagende, der opgør sin evne til at give afkast gennem kalkulation i overensstemmelse med moderne bogføringsmetoder og det at opstille en balance". Kalkulerbarhed er nøglebegrebet - det optræder igen og igen på disse sider. Det særegne ved den moderne, storstilede, „rationelle" kapitalisme - i modsætning til tidligere, mere partielle former - er, at den er metodisk og forudsigelig og så vidt muligt rutiniserer alle produktions- og distributionsområder. Dette er også Webers kriterium for at kalde bureaukratiet for den mest „rationelle" organisationsform.

En kapitalistisk økonomi må besidde visse karakteristika for at opnå en høj grad af forudsigelighed. Weber beskriver først disse karakteristika, opregner derefter de forhold, der indtil de seneste århundreder af Vestens historie har lagt hindringer i vejen for dem, for til sidst - ved hjælp af den komparative analysemetode - at påvise de sociale forhold, der muliggjorde deres emergens.

Ifølge Webers argumentation består den „rationaliserede" kapitalisme af følgende komponenter:

Der skal være privat ejendomsret til alle produktionsmidler, og de skal alle være under entreprenørers kontrol. Jord, bygninger, maskiner og materialer skal være samlet under en fælles ledelse, således at beslutninger om deres erhvervelse og anvendelse kan kalkuleres med maksimal effektivitet. Alle disse faktorer skal være salgbare på et åbent marked. Denne udvikling når sin maksimale udstrækning, når alle sådanne ejendomsrettigheder repræsenteres af kommercielle instrumenter, især ejerskabsanparter, der selv er omsættelige på et aktiemarked.

Inden for denne virksomhed er kapitalopgørelse optimeret takket være en teknologi, der i videst muligt omfang er „reduceret til kalkulation" (1961:208). Det er i denne forstand, mekanisering er af stor betydning for organiseringen af den moderne kapitalisme.

Arbejdskraften må have frihed til at bevæge sig til et hvilket som helst produktionsområde i overensstemmelse med den
98
øjeblikkelige efterspørgsel. Weber bemærker, at dette er en formel og legal frihed, og at den går hånd i hånd med den kendsgerning, at arbejderne af økonomiske grunde er tvunget til at sælge deres arbejdskraft på markedet. Kapitalisme er umulig uden et besiddelsesløst befolkningslag, der sælger sine tjenesteydelser „drevet frem af sultens svøbe" (1961:209), for kun dette fuldbyrder et markedssystem for produktionsfaktorerne, som på forhånd muliggør en klar beregning af produktionsomkostningerne.

Handel på markedet må ikke begrænses af irrationelle restriktioner. Dvs. at ikke-økonomiske restriktioner på varernes eller produktionsfaktorernes bevægelighed må minimeres. Sådanne restriktioner indbefatter klassemonopoler på særlige forbrugsvarer (såsom love, der regulerer påklædning), på ejendomsret eller på arbejde (såsom forbud mod, at byboere ejer land, eller mod, at riddere eller bønder driver handel; i yderste konsekvens: kastesystemer i al almindelighed). Af andre relevante hindringer kan nævnes transportvanskeligheder, krig og røveri — som gør handel over store afstande farefuld og ustabil.

Endelig skal der være forudsigelige love, såvel ved domstolene som inden for den offentlige administration. Love skal være udformet i generelle vendinger, der gør dem brugbare over for ethvert individ, og administreres på en sådan måde, at håndhævelsen af økonomiske kontrakter og rettigheder bliver meget forudsigelig. De fleste af den rationelle kapitalismes ovennævnte karakteristika indebærer et sådant retssystem: en udvidelse af den private ejendomsret til også at omfatte produktionsfaktorerne, underinddelingen og den gnidningsløse overførsel af sådanne rettigheder via finansielle instrumenter og bankforretninger, arbejdernes formelle frihed og lovbeskyttede markeder.

Det billede, Weber giver os, er således den neoklassiske økonomis opfattelse af markedets institutionelle grundlag. Han mener, at markedet sikrer den enkelte entreprenør den størst mulige grad af kalkulerbarhed. Varer, arbejdskraft og kapital strømmer kontinuerligt til de områder, hvor udbyttet er størst,
99
og samtidig bevirker konkurrencen på alle markeder, at omkostningerne reduceres mest muligt. Således tjener priserne til at opsummere den nødvendige information om, hvor ressourcerne kan allokeres med maksimal fortjeneste, og på dette grundlag kan entreprenører foretage sikre kalkulationer over langsigtet produktion af store varemængder. „For at opsummere," siger Weber (1961:209), „skal det være muligt at imødekomme behovet ene og alene på basis af markedsmuligheder og beregning af nettoindtægt."

Det er naturligvis modellen for kapitalistisk laissez faire-økonomi, Weber ønsker at skitsere. I dets mest ekstreme udformning er det et urealistisk syn på en hvilken som helst økonomi, der nogensinde har eksisteret. Weber behandler denne model som en idealtype, og i en mere udførlig undersøgelse ville han derfor utvivlsomt have været indstillet på at se den som kun delvis realiseret, selv i det nittende århundredes store kapita- listiske opgangsperiode. Ikke desto mindre er det værd at bemærke, at en kritik af Weber på dette grundlag bestemt ikke kan udgå fra den klassiske marxisme. I Marx's teori er kapitalismens centrale dynamik faktisk endnu mere afhængig af samtlige produktionsfaktorers uindskrænkede konkurrence på det åbne marked, end hos Weber, og Weber og Marx er enige om, at et industrielt samfunds indledende gennembrud måtte finde sted i form af kapitalisme. Selv om Weber måske nok nærede
en vis sympati for den neoklassiske markedsøkonomi, både som analytisk model og som politisk præference, kan det således ikke motivere en kritik af det fyldestgørende ved hans forklaring af denne fase i verdenshistorien. Selv for eftertiden fremstår Weber næppe som en dogmatiker. Som vi skal se, erkender han muligheden for, at en socialisme kan opstå, når ka-
pitalismen har gennemgået en modningsproces - selv om han ikke glæder sig ved udsigten - og han antyder endog, hvilke kræfter der måske kan frembringe den. I lighed med samtidige tyske og østrigske, ikkc-marxistiske økonomer, inddrager Weber socialismen i sit analytiske skema.

Webers model af den moderne økonomi er især slående,
l00
hvad angår begrebet „den industrielle revolution". Det er nemlig ikke mekaniseringen i sig selv, der er nøglen til den økonomiske transformation, til trods for de vidtrækkende konsekvenser, der var forbundet med skiftet fra agrare teknologier til teknologier, der ikke var baseret på muskelkraft. I Webers fremstilling er teknologi i bund og grund en afhængig variabel. Mekaniseringens væsentligste karakteristikon er, at den kun er mulig i forbindelse med masseproduktion (Weber, 1961:129, 247). Selv enkle maskiner, såsom dampdrevne væve, ville være komplet urentable uden et stort forbrugermarked for klæde, såvel som et stort producentmarked for uld eller bomuld. Lignende betragtninger gør sig i endnu højere grad gældende for maskineri til brug på et stålvalseværk. Men produktion i større målestok er umulig, medmindre det med stor sikkerhed kan forudses, at der vil eksistere markeder for produkterne og alle produktionsfaktorerne kan anskaffes til en fornuftig pris. Mekanisering er således afhængig af, at alle de ovenfor beskrevne institutionelle faktorer på forhånd er til stede.

Weber udarbejder ikke en systematisk teori om teknologiske nyskabelser, selv om det vil være muligt at opstille en sådan teori på dette grundlag. Til gengæld bemærker han, at de vigtige opfindelser, der blev gjort i begyndelsen af den industrielle æra, alle som en var resultater af målrettede bestræbelser på at mindske produktionsomkostningerne (1961: 225-226, 231). Disse bestræbelser blev udfoldet, fordi forudgående betingelser havde intensiveret den kapitalistiske jagt på profit. Det samme syn kan anlægges - om end Weber ikke gjorde det - på den søgen efter metoder til forbedring af landbrugsproduktionen, der fandt sted i det syttende og attende århundrede. Den „grønne revolution", der gik forud for (og muliggjorde) den industrielle revolution, var ikke en mekaniseringsproces (mekanisering af landbruget fandt først sted i slutningen af det nittende århundrede), men var ganske enkelt anvendelsen af kapitalistiske metoder til omkostningsberegning på et hidtil traditionelt landbrug. Det er således overgangen til den kapitalistiske markedsøkonomis kalkulationspraksis, der for-
101

vandler selve den teknologiske innovation fra en tilfældig faktor i det økonomiske liv til en forudsigelig størrelse (1961:231).

Den weberske årsagskæde

Hvad er de sociale forudsætninger for opkomsten af den kapitalisme, der er beskrevet ovenfor?

Man bedes først og fremmest bemærke, at det økonomiske liv i selv de mest velstående landbrugssamfund som regel savnede de fleste af disse kendetegn. Ejendomssystemer knyttede ofte jordbesiddelse sammen med aristokratisk status, og handelserhverv var ofte forbudt for bestemte grupper og monopoliseret af andre. Arbejdsstyrken var som regel ufri — enten var man slave eller bundet til jorden som livegen. Masseproduktionsteknologier eksisterede dårligt nok. Markedet var som regel enten begrænset til lokalområder eller handel over store afstande med luksusvarer på grund af utallige, næsten konfiskationslignende toldbarrierer, upålidelige og svingende valutaer, krige, røveriske overfald og dårlige transportforhold. Selv i kultiverede stater havde retssystemet endvidere en tendens til at være karakteriseret ved patrimonielle eller magisk-religiøse procedurer, ved forskellig retsanvendelse over for forskellige sociale grupper og på forskellige steder og ved embedsmænds bestræbelser på personlig berigelse. Pålidelige fmansielle transaktioner, heriblandt et banksystem, der kunne operere relativt frit for politisk indblanding og udplyndring, blev stort set umuliggjort af disse forhold.

De sociale forudsætninger for kapitalisme i større målestok indebar dermed fjernelsen af de faktorer, der forhindrede arbejdskraften, jorden og varernes fri bevægelighed eller økonomiske omsættelighed. Andre forudsætninger var etableringen af institutionelle fundamenter for store markeder, i særdeleshed de hertil hørende ejendoms-, lov- og finanssystemer.

Disse er ikke kapitalismens eneste forudsætninger, men Weber er specielt på jagt efter de organisatoriske former, der
102
WeberCauses
103
gjorde kapitalismen til en verdenstransformerende kraft i Vesten, og kun i Vesten. Gennem en række sammenligninger viser han, at flere andre faktorer, der er blevet brugt til at forklare kapitalismens udvikling i Vesten, ikke kan have været afgørende. I modsætning til Sombart understreger han, at en standardiseret masseproduktion i krigsøjemed ikke kan have været afgørende, for selv om en sådan produktion var udbredt i Europa i det syttende århundrede og fremover, var det samme tilfældet i Mogulimperiet og Kina, uden at det skabte grobund for kapitalisme (1961:229). Ligeledes var de enorme udgifter til hoffets luksus, både i Orienten og Occidenten, ude af stand til at frembringe et stort marked (1961:229-230). Weber påpeger — over for Adam Smiths mere simple påstand om, at den industrielle arbejdsdeling førte til handelens udbredelse — at handel kan spores overalt, selv i stenalderen. I det antikke Babylonien medvirkede handcl fx i vid udstrækning til at op- løse den „primitive økonomiske stabilitet" (1961:232). På den anden side viser politisk styrede agrarøkonomier, hvordan „specialisering finder sted uden udveksling" (1961:103). Jagten på profit er heller ikke i sig selv det afgørende motiv til storkapitalisme. Den traditionelle handelsmands „hensynsløshed" og „skruppelløse adfærd" var ude af stand til at transformere økonomien væsentligt (1961:232). Befolkningstilvæksten kan heller ikke have været årsagen til vestlig kapitalisme, for den samme tendens gjorde sig gældende i Kina uden det samme slutresultat (1961:258-259). Endelig kan det sekstende århundredes prisrevolution, der skyldtes indførelsen af ædle metaller fra Amerika, heller ikke have været afgørende.

De træk, som Weber mener er unikke for Vesten, udgør en årsagskæde, der er fremstillet skematisk i figur 1. Den rationelle kapitalismes karakteristika er den entreprenante organisering af kapital, rationel teknologi, fri arbejdskraft, uindskrænkede markeder og kalkulerbare love. Disse faktorer udgør tilsammen et kompleks: vare-, arbejdskraft- og kapitalmarkørerne lejrer sig omkring den entreprenante ejendom, der gør brug af masseproduktionsteknologi. Alle disse faktorers virksomhed
104
skaber tilsammen et yderligere pres i retning af en rationalisering af teknologien og en udvidelse af hver markedsfaktor — idet rigdommen dog fordeles på en sådan måde, at den fremmer efterspørgslen. Retssystemet er både en vedvarende støtte for alle disse faktorer og et kausalt bindeled til deres sociale forudsætninger. På dette mellemliggende kausalniveau er der en anden vigtig faktor, der i lighed med loven er kulturel i sit inderste væsen, om end ikke kulturel i betydningen selvstæn- diggjorte ideer, men snarere i betydningen forestillinger udtrykt i institutionaliseret adfærd. Dette er „ophævelsen af barrieren ... mellem den interne og eksterne etik" (1961:232).

I stort set alle førmoderne samfimd er der to stærkt divergerende sæt af etiske overbevisninger og praksisformer. Inden for en social gruppe kontrolleres økonomiske transaktioner nøje via regler om fairness, status og tradition. I stammesamfund kontrolleres de af ritualiserede udvekslinger mellem fastsatte grupper af slægtninge, i Indien af kastelovene og i middelalderens Europa af de obligate bidrag til godsejeren eller kirken. Forbudet mod åger afspejlede denne intcrne etik, der fordrede en velgørenhedsetik og foreskrev, at man ikke beregnede sig fortjeneste af lån inden for fællesskabet. I forhold til fremmede befandt den økonomiske etik sig imidlertid ved det modsatte ekstrem — svindel, prissnyderi og lån til ågerrenter var reglen. Begge former for etik var hindringer for en rationel og storstilet kapitalisme — den interne etik, fordi den forhindrede kommercialiseringen af den økonomiske sfære, den eksterne etik, fordi den medførte, at handelsrelationer blev for episodiske og usikre. Ophævelsen af denne barriere og overvindelsen af denne etiske dualisme var afgørende for udviklingen af mere vidtgående kapitalisme i det hele taget. Kun dette kunne åbne mulighed for en fri låntagning og fremme køb og salg af alle serviceydelser og varer med en moderat fortjeneste. Gennem utallige daglige gentagelser kunne sådanne små (men regelmæssige) fortjenester skabe grobund for langt mere omfattende økonomiske transaktioner, end traditionelle samfunds sædvanemæssige eller rovgriske, økonomiske etik var i stand til at frembringe.
105
Hvad frembragte da det forudsigelige, legale system af salgbar privat ejendom og fri arbejdskraft og den universelle etik om stræbcn eftcr cn moderat økonomisk fortjeneste? De næste led i årsagskæden er politiske og religiøse. Den bureaukratiske stat er en afgørende baggrundsbetingelse for alle kapitalismens retslige og institutionelle fundamenter. Desuden skal dens retssystem baseres på en ide om et universelt borgerskab, der kræver endnu flere politiske forhåndsbetingelser. Den religiøse faktor øver både direkte indflydelse på etableringen af en økonomisk etik og fungerer som et ultimativt årsagsniveau, der spiller ind i forbindelse med opkomsten af den rationelle-legale stat og det legale borgerskab.

Staten er den faktor i Webers teori om kapitalisme, som oftest bliver overset, selv om det er den faktor, han viede størst opmærksomhed. I Wirtschaft und Gesellschaft helligede han den således otte kapitler på 680 sider, sammenlignet med et enkelt kapitel på 235 sider om religionen og endnu et kapitel — det oversete, men meget vigtige kapitel XV i bogens anden del — som behandlede relationerne mellem politik og religion. I Wirtschaftsgeschichte tildeler han staten de to næstsidste kapitler og religionen det sidste kapitel. For Weber var dette politiske materiale ikke blot af perifer interesse, men tværtimod nøglen til alle den rationelle kapitalismes institutionelle strukturer. Kun Vesten udviklede den stærkt bureaukratiserede stat, der var baseret på specialiserede, professionelle administratorer og en lov, som blev udfærdiget og anvendt af fuldtidsansatte, professionelle jurister over for en befolkning kendetegnet ved borgerrettigheder. Det var denne bureaukratisk-legale stat, der nedbrød feudalismen og patrimonialismen og frigjorde jord og arbejdskraft til det kapitalistiske marked. Det var denne stat, der skabte fred i store landområder, ophævede interne markedsbarrierer, standardiserede beskatning og valuta. Det var denne stat, der lagde grunden til et pålideligt bank-, investerings-, ejendoms- og kontraktsystem ved hjælp af et rationclt, stabilt og universelt anvendt domstolssystem. Man kan endda hævde, at den bureaukratiske stat stort set var den direkte årsag til ra-
106
tionaliseringstendensen — frem for alt takket være seksten- og syttenhundredtallets oplyste enevælde, der skabte de materielle forudsætninger for den industrielle revolution.

Der er tre årsagsspørgsmål vedrørende den rationelle/legale stat. Hvorfor blev den fremherskende? Hvor stammede dens strukturelle karakteristika fra? Hvordan udviklede dens retssystem sig sådan, at det opfattede undersåtterne som indehavere af borgerrettigheder?

Det første spørgsmål lader sig nemt besvare. Den bureaukratiske stat blev fremherskende, fordi den er det mest effektive middel til pacificering af et stort territorium. Den er effektiv udadtil, fordi den kan forsyne en stor hær med bedre våben, end ikke-bureaukratiske stater kan, og den er effektiv indadtil, fordi den har en tendens til at være forholdsvis modstandsdygtig over for opløsning gennem borgerkrig eller politiske kup.

Den bureaukratiske stats kilder er til en vis grad ret velkendte. I det meget genoptrykte afsnit om bureaukrati i Wirtschaft und Gesellschaft (1968: 956-1005) skitserer Weber forudsætningerne: uddannede administratorer, en teknologi, der muliggør transport og kommunikation over store afstande, skrive- og arkiveringsredskaber og møntprægning. Den udstrækning, i hvilken de kunne tages i brug, afhang imidlertid af en række andre faktorer. Geografiske forhold, såsom gode transportmu- ligheder i floddale eller gunstige betingelser for statskontrollerede overrislingssystemer, fremmede en bureaukratisk centralisering, hvad intens militær rivalisering mellem tilgrænsende regioner ligeledes gjorde. Våbentyper, der leveres fra centralt hold (snarere end individuelt) fremmer også bureaukratiseringen. Hvis sådanne forhold letter den centrale kontrol, behøver bureaukratisering imidlertid ikke at udvikle sig i dybden, og samfundet kan regeres af et tyndt lag af embedsmænd oven over en lokal struktur, der forbliver patrimoniel. Fx udgjorde denne overfladiske bureaukratisering en langvarig hindring for kapitalismen i Kina, eftersom den fastfrøs økonomien under lokale klaners patrimonielle kontrol.
107

Den mest gennemgribende bureaukratisering, der også er den mest gunstige for kapitalismen, er den, der rummer en formaliseret lovkodeks baseret på borgerskab. Borgerskab var først og fremmest ensbetydende med medlemskab af en by — i videre forstand med medlemskab af en stat med de politiske rettigheder, dette indebar. Dette var en fremmedartet begrebsdannelse gennem det meste af historien. I den patrimonielle stat var et politisk embede en form for privat ejendom eller et personligt delegeret hverv, og selv i de fleste førmoderne og kvasibureaukratiske stater var den samlede befolkning blot underlagt staten uden at besidde nogen rettigheder inden for dens grænser. Den sidstnævnte kondition opstod kun i Vesten. Både i den græsk-romerske antik og i den europæiske middelalder blev byer underlagt broderskaber af krigere, der sluttede sig sammen for at beskytte hinanden. Sådanne byer havde deres egne love og domstole, hvis administration blev varetaget af indbyggerne, der alle var underlagt disse instanser i et formelt ligeværdighedsforhold. Den slags borgerrettigheder forblev historisk betydningsfulde, efter at de oprindelige byformer ændrede sig eller forsvandt. Oprindelig gjaldt de formelle rettigheder og lovprocedurer kun en lokal elite, men efterhånden som flere og flere byer blev inkorporeret i store, bureaukratiske stater, kom de til at udgøre grundlaget for et meget mere omfattende retssystem. Dette skete, da Rom, som oprindelig var en af de ovennævnte „militære-broderskabsbyer", blev et imperium, og igen i middelalderen, da byer, der indgik alliancer med konger, mistede deres uafhængighed, men videregav deres retsstrukturer til de større stater.
Idet vi nærmer os afslutningen på vores kausalitetskæde, spørger vi: Hvilke faktorer muliggjorde opkomsten af denne særegne form for bysamfund i Vesten? Weber angiver to forudsætninger, den ene militær, den anden religiøs.
Den militære forudsætning var, at Vestens byer bestod af „en organisation af de borgere, der havde de økonomiske midler til at bære våben og til at udruste og optræne sig" (1961: 237). Dette var tilfældet i den periode, hvor antikkens italien-
108
ske byer blev til, og igen i middelalderens bysamfund med deres disciplinerede infanterier, der blev stillet af lavene. I begge tilfælde forstærkede bysamfundenes økonomiske magt deres militære magt og dermed også demokratisering og det juridiske borgerskab, der fulgte med. I Orienten og det gamle Egypten var de militære fyrster med deres hære derimod et ældre fænomen end bysamfundene, og derfor opstod der ingen juridisk uafhængige bysamfund. Weber tilskrev dette mønster den drivkraft til tidlig centralisering, der blev skabt af overrislingen.

Den anden forudsætning knytter sig til religionen. I Østen forhindrede magiske tabuer indgåelsen af militære alliancer mellem fremmede og tillod derfor ikke dannelsen af uafhængige bysamfund. Fx havde den rituelle eksklusion af kaster denne virkning i Indien. I Asien og Mellemøsten havde de traditionelle præster generelt monopol på kommunikationen med guderne, hvorimod det i den græske og romerske oldtid var byernes embedsmænd, der selv udførte riterne (1961:238). I det ene tilfælde forstærkede de religiøse fællesskabsgrænser allerede eksisterende gruppeinddelinger, i det andet var religiøse grænser et direkte politisk redskab, hvormed civile alliancer kunne etableres og udvides. Det er i dette skæringspunkt, at de to vigtigste linjer i Webers årsagskæde mødes.

Vi har sporet de årsagsled, der peger frem mod den rationelle/legale stat, der er den ene af de to store, mellemliggende betingelser for fremkomsten af en åben markedsøkonomi. Den anden store mellemliggende betingelse er som allerede nævnt en økonomisk etik, der nedbryder barrieren mellem den interne og eksterne økonomi. Vi ser nu, at de religiøse faktorer, der frembragte revolutionen bag dannelse af borgerskab, og de religiøse faktorer, der skabte den økonomiske etik, i bund og grund er identiske.

Vores sidste spørgsmål lyder da: Hvad forårsagede denne religiøse transformation? Weber anfører en kæde af årsager, der hver især intensiverer virkningen af den forudgående (1961:238). Den antikke jødedoms etiske profetisme var vigtig, selv om den ikke nedbrød de rituelle barrierer mellem jøder og
109
vantro, fordi den etablerede en tradition for fjendtlighed over for magi, den vigtigste etos, inden for hvilken barrierer trivedes. Kristendommens transformation fra en jødisk sekt til en universel religion, der hvervede proselytter, sikrede denne tradition en vid udbredelse, mens den pentekostale ånd, i hvilken de kristne hvervede proselytter, fjernede de rituelle barrierer mellem klaner og stammer, der stadig kendetegnede store dele af antikkens hellenistiske bysamfund. De jødisk-kristne fornyelser giver imidlertid ikke hele forklaringen. Den tidligere udvikling af græsk religion til borgerlige kultformer havde allerede bidraget væsentligt til at muliggøre et universalistisk, legalt medlemskab.

Som vi har set, er de religiøse faktorer flettet sammen med politiske faktorer, og deres indflydelse i retning af lovbestemt borgerskab og en økonomisk etik har været fluktuerende i historiens løb. Der er ingen jævn eller ufravigelig tendens i retning af en øget rationalisering af disse sfærer, men Vestens historie rummer en række episoder, der på bestemte tidspunkter har opbygget disse virkninger, så en helt ny økonomisk dynamik til sidst er blevet sluppet løs. Ved at trække på den institutionelle arv fra den antikke verden var middelalderens kristne byer politisk i stand til at etablere religiøse broderskaber, der genetablerede et retssystem baseret på borgerskab. En anden politisk faktor blev ligeledes næret af religionen: Den kristne kirke bidrog med de uddannede administratorer, uddannelsessystemet og sin egen bureaukratiske organisation som det grundlag, hvorpå Vestens bureaukratiske stater kunne opstå. Hvad motivationen angik, gav den europæiske kristendoms udvikling et afgørende etisk skub i retning af en rationaliseret kapitalisme.

Her ser det ud til, at vi endelig er nået frem til udgangspunktet for Webers oprindelige tese om den protestantiske etik, men hos den modne Weber har tesen ændret sig meget. Protestantisme er kun den sidste intensivering af en af de mange forbundne faktorer, der fører til den rationaliserede kapitalisme. Desuden opfattes dens virkning nu som overvejende
110

negativ i den forstand, at den fjerner en af de sidste institutionelle forhindringer for, at kristendommens motiverende kraft kan bevæge sig i retning af en økonomisk rationalisering. I middelalderens kristendom blev den metodiske, disciplinerede organisering af livet nemlig symboliseret ved klostersamfundene. Selv om klostrene bidrog til den økonomiske udvikling ved at rationalisere landbruget og fremme deres egne erhverv, betragtede Weber dem stort set som forhindringer for den sekulære økonomis udvikling i kapitalistisk retning. Så længe den stærkeste religiøse motivation blev omdirigeret til mål, der dybest set hørte det hinsidige til, kunne der ikke blive tale om kapitalisme i al almindelighed (1961:267-269). Reformationen var derfor af stor betydning, fordi den afskaffede klostrene. Den mest avancerede økonomiske sektor skulle fremover være sekulær. Desuden kunne et religiøst levneds høje etiske standard ikke længere være forbeholdt munke, men måtte udstrækkes til almindelige borgere, der levede i verden. Calvinismen og de andre frivillige sekter var de mest intense versioner af denne motivation, ikke på grund af ideen om prædestination (der ikke nævnes i Webers sidste tekst), men kun fordi de krævede et specifikt religiøst kald som adgangskriterium til deres rækker i stedet for et automatisk og tvungent medlemskab i de politisk mere konservative trossamfund. Webers sidste ord (1961: 269-270) om protestantisme lyder som følger:

Udviklingen af kaldsbegrebet gav hurtigt den moderne entrepenør en ualmindelig god samvittighed — og det samme gjaldt de flittige arbejdere. Som løn for deres asketiske hengivelse til kaldet og deres medvirken ved hans hensynsløse udnyttelse af dem via kapitalismen lovede han dem den evig frelse, der i en tidsalder, hvor kirketugten styrede dagliglivet i en grad, som må forekomme nutidens mennesker ufattelig, var noget reelt på en helt anden måde end i dag. De katolske og lutheranske kirker anerkendte og praktiserede også kirketugten, men inden for de protestantiske, asketiske fællesskaber var adgangen til Herrens nad-
111
ver betinget af en etisk egnethed, der igen var bestemt af en forretningsmæssig hæderlighed, hvorimod der aldrig blev gransket i indholdet af ens tro. En så magtfuld og ubevidst forædlet organisation til frembringelse af kapitalistiske individer har aldrig eksisteret inden for nogen anden kirke eller religion.

Webers generelle historieteori

Er der et overordnet mønster i Webers argumentation? Det fremstår i det mindste ikke som en lineær bevægelse mod en stadig voksende rationalitet eller som en evolutionistisk model for en naturlig udvælgelse i betydningen af en tilfældig selektion af mere avancerede former, der akkumuleres i løbet af en række stadier. For Webers gennemgående tema er, at relationsmønsteret mellem de forskellige faktorer er afgørende for bestemmelsen af deres virkning på den økonomiske rationalisering. Enhver faktor, der optræder isoleret, har generelt en tendens til at frembringe virkninger, der står i kontrast til dem, den frembringer sammen med de øvrige faktorer.
Selvforsynende, militære koalitioner fremkalder fx borgerorganisationer og retssystemer, som er gunstige for kapitalismen, men hvis de selvbevæbnede borgergrupper bliver for stærke, resulterer det i en række lavsmonopoler, der hæmmer kapitalismen ved at overkontrollere markederne. Byer må på den anden side holdes i skak af den bureaukratiske stat, men hvis staten i sig selv bliver for stærk, har den også en tendens til at hæmme kapitalismen. Dette kan finde sted ved en styrkelse af arbejdskraftens ubevægelighed (som det var tilfældet med „det andet livegenskab", der blev skabt i Rusland og Østeuropa, efterhånden som de enevældige stater udviklede sig i det syttende og attende århundrede) eller ved at man kontrollerer arbejdsdelingen direkte gennem tvungne bidrag frem for at lade et frit marked udvikle sig. I de områder af verden, hvor bureaukratiseringen foregik relativt uhindret, som fx i det antikke
112
Egypten, i Kina eller i Det byzantinske Rige, låste statens uindskrænkede magt det økonomiske liv fast i stereotyper og tillod ikke kapitalismens dynamikker at komme til udfoldelse.

Det samme gør sig gældende med hensyn til de religiøse variable. Etableringen af de store verdensreligioner med deres universalisme og specialiserede præsteskaber muliggjorde på afgørende vis nedbrydningen af de rituelle barrierer mellem lokale grupper — med alle de konsekvenser dette måtte have for eftertiden. Men i fraværet af andre faktorer kunne dette faktisk forstærke hindringerne for kapitalismen. Dette skete i Indien, hvor hinduismens udvikling frembragte kastesystemet, hvorved den universalistiske religion foretog en ekstern „afmærkning" af de forskellige befolkningsgrupper, der tilfældigvis fandtes på den tid. Sclv inden for kristendommen, hvor den moralske profetisme havde en langt mere barrierenedbrydende og verdenstransformerende effekt, skabte kirken (i den periode, hvor den var fremherskende) en anden forhindring for sine egne kapitalistiske tendenser. Dette var i senmiddelalderens Europa, da klostervæsnet blomstrede og således kanaliserede al den religiøse motivations energi ind i en specialiseret rolle og væk fra det almindelige livs økonomiske bekymringer.

Weber betragtede således storkapitalismens opståen som resultatet af en række kombinationer af betingelser, der nødvendigvis måtte være for hånden på en og samme tid. Dette får verdenshistorien til at fremstå som resultatet af begivenhedskonfigurationer, der er så sjældne, at de nærmest virker tilfældige. Webers position kan meget vel betegnes som historicistisk, for så vidt som han betragter historien som en sammenkædning af unikke begivenheder og kompleksiteter, der ikke kan gentages. Når et afgørende sammentræf af betingelser finder sted, transformerer dets resultater alt andet — ikke kun lokalt, men også i den større verden, der består af indbyrdes rivaliserende stater. Dette gjaldt for verdensreligionernes store karismatiske åbenbaringer, der afskar Kina, Indien og Vesten fra alternative udviklingslinjer og bestemte de måder, hvorpå stater inden for disse territorier skulle interagere med resten af
113
verden. Det totale kapitalistiske gennembrud var ligeledes en engangsbegivenhed, der i en udadgående bevægelse transformerede alle andre institutioner og samfund. Derfor var de betingelser, der var nødvendige for kapitalismens opkomst, ikke uomgængelige forudsætninger for dens fortsatte eksistens. Den oprindelige religiøse etik kunne blegne, når beregningen af gigantiske, økonomiske transaktioner først var blevet et spørgsmål om rutine. Derfor behøver senindustrialiserede stater heller ikke at følge den klassiske kapitalismes rute. I de udviklede samfund kan den økonomiske strukturs skelet endda overtages af socialismen.

Derfor er Webers redegørelse for kapitalismens opkomst på sin vis slet ikke en teori, idet den ikke består af et sæt universelle generaliseringer om økonomisk forandring. Ikke desto mindre fremsætter Weber en sådan teori på et mere abstrakt niveau, i det mindste implicit. På et plan kan hans arbejde læses som en samling separate hypoteser om specifikke processer og deres effekter. Den ovennævnte påmindelse om den nødvendige balance mellem faktorer kan inkorporeres, hvis det forudsættes, at årsagsvariablerne skal operere med en vis styrke — hvis de med andre ord omformes til kvantitative generaliseringer, der gælder for en given variationsbredde.
På et andet plan kan man sige, at de grundlæggende generaliseringer i Webers kapitalismeteori vedrører ligevægten og spændingen mellem modsatrettede elementer. „Når alt kommer til alt," siger Weber i en lidet kendt passage (1968: 1192-1193), „skal den occidentale kulturs specifikke rødder søges i den spænding og særegne ligevægt, der består mellem embedskarismaen og klostervæsnet på den ene side og mellem den feudale stats kontraktuelle karakter og det autonome, bureaukratiske hierokrati på den anden." Vestens vigtigste kendetegn afhænger med andre ord af en spænding mellem rutiniseringen af den religiøse karisma inden for kirken og munkenes demokratiske fællesskaber, og af en spænding mellem selvforsynende hæres demokratiseringstendenser og den centraliserede, bureaukratiske stat. Dette giver os Webers to store mellemlig-
114
gende faktorer, henholdsvis en ikke-dualistisk religiøs etik og en forudsigelig lov. Intet enkelt element må dominere, hvis rationaliseringen skal kunne forstærkes. Dette betyder mere konkret, at etableringen af en forudsigelig og fri markedsøkonomi afhænger af en vedvarende magtbalance mellem forskelligt organiserede grupper, fordi hvert „element" består af inennesker af kød og blod, der kæmper om forrangen. Lovens formelle lighedsprincipper afhænger af en ligevægt mellem konkurrerende borgere og mellem konkurrerende jurisdiktioner. Den moderate griskheds ikke-dualistiske, økonomiske etik afhænger af et kompromis mellem kravene om velgørenhed inden for gruppen og en ond cirkel af grådighed i forhold til individer uden for gruppen.

Den kapitalistiske økonomi afhænger af denne balance. Det åbne markedssystem er en situation kendetegnet ved institutionaliseret kamp. Dets kerne er kamp i en udvidet version af ordets marxstiske betydning dog med det forbehold, at den kan fortsætte i det uendelige, hvad den nødvendigvis må gøre, hvis systemet skal overleve. Hvis Webers teori derfor rummer nogen som helst implicit generalisering, der kan anvendes på økonomiens historie efter kapitalismens fremkomst, lyder den som følger: Samfund i den ikke-vestlige verden har kun mulighed for at tilegne sig den industrielle kapitalismes dynamik, såfremt der består en ligevægt mellem klassekræfter, såvel som mellem konkurrerende politiske og kulturelle kræfter. I de højt industrialiserede samfund er kapitalismens videreførelse også afhængig af disse konflikters fortsatte beståen. Skulle en af parterne sejre, vil det være ensbetydende med systemets undergang. I denne, såvel som i andre henseender er Webers teori så afgjort en konfliktteori.
115